• Holdbillede

Vi kæmper videre – nu for en medalje

Det er med stor stolthed, vi kan sige, at Rungsted Seier Capital skal spille om medaljer i denne sæson.
Det er en præstation, som både holdet og hele organisationen kan være ekstremt stolte af – ikke mindst i lyset af de forventninger, der var til os inden sæsonstart. Mange havde os ikke engang med i spillet om slutspilspladser, og flere forudså, at vi ville ende i den tunge ende af tabellen og kæmpe om en 9. plads.

Men virkeligheden blev en anden. For selvom vi stiller med det næstyngste hold i hele Metal Ligaen, har vi igen og igen vist, at alder ikke nødvendigvis er en hindring, når man kombinerer talent med hårdt arbejde, sammenhold og en ukuelig tro på hinanden. Vores hold har spillet med hjertet uden på trøjen og givet alt – hver eneste gang de er trådt på isen. Det har været en sæson præget af udvikling, vilje og en tro på, at vi kunne mere, end mange troede.

Vi står nu foran sæsonens sidste udfordring. Bronzekampene mod Aalborg Pirates bliver afslutningen på en stærk rejse, og en mulighed for at sætte et flot punktum med metal om halsen. Den første kamp spilles fredag i Aalborg, og derefter gælder det hjemmekampen i Concordium Arena lørdag kl. 15.00.

Selvfølgelig en kæmpe tak til vores fans og partnere. Uden jer var det ikke muligt. Jeres opbakning, jeres stemmer på tribunen og jeres tro på os har været afgørende – både i medgang og modgang.

  • Face off

Vi håber, I vil være med én sidste gang denne sæson. Kom og bak op, når vi møder Aalborg Pirates på hjemmebane på lørdag. Og når den sidste puck er spillet, og sidste tackling er sat ind, inviterer vi til en afslutningsfest i loungen i Concordium Arena. Her samles vi – spillere, fans, frivillige, trænere og partnere – og sætter punktum for en sæson, der har vist, hvad Rungsted står for: vilje, sammenhold og passion.

Robert Gertsen; “Da denne sæson startede var der mange ubekendte. Nye roller i administrationen, mange nye ansigter på isen, ny sportschef og et relativt nyt trænerteam. At vi allerede i år har arbejdet os til at stå i en kamp om medaljer, er noget vi er meget stolte af. Der er blevet arbejdet hårdt på mange fronter de seneste 9 måneder, og nu har vi muligheden for at slutte det af med metal om halsen. Derfor håber vi også at se så mange som muligt i hallen til denne sæsons sidste fest!”

I starten af sæsonen præsenterede vi Rungsted 2.0, og vi må bare sige, at vi er nået langt med mange ting. Men arbejdet stopper ikke her. Vi arbejder hårdt videre – og vi vil løfte det endnu mere til næste sæson.


  • RSC-ODB

Slutspillet nærmer sig – Robert Gertsen om de  oplevelser, der venter

Rungsted Seier Capital er i topform, og stemningen i Concordium Arena har sjældent været bedre. Med 11 hjemmesejre i træk og et slutspil, der banker på døren, er der lagt op til en forrygende afslutning på sæsonen. Vi har taget en snak med direktør Robert Mørkegaard Gertsen om, hvad partnere, fans og virksomheder kan forvente sig i de kommende uger.

En kæmpe aften mod Herlev

“Valentines-kampen mod Herlev d. 14. februar blev en aften, vi sent vil glemme. Arenaen var fyldt med glade gæster, der var med til at skabe en fantastisk stemning, både før, under og efter. Det viser, hvor meget fællesskabet og oplevelsen betyder – både for vores fans og vores samarbejdspartnere,” siger Robert Mørkegaard Gertsen.

Kampen blev endnu en sejr til Rungsted Seier Capital, og den imponerende hjemmebanestatistik taler sit tydelige sprog: Concordium Arena er en sand fæstning for tiden.

  • Valentine auktion

Slutspillet: Det vildeste tidspunkt på sæsonen

Med kun få runder tilbage af grundspillet skærpes intensiteten, og det er nu, det virkelig gælder. For klubben betyder det ikke kun en sportslig kamp om trofæet – det er også en unik mulighed for at give samarbejdspartnere og virksomheder en oplevelse ud over det sædvanlige.

Slutspillet er noget helt specielt. Det er her, pulsen stiger, og hvor vi virkelig kan mærke, hvad ishockey handler om. Vi arbejder på en masse sjove slutspils-tiltag, der vil sikre, at alle – både på og udenfor isen – kan mærke, at vi er i gang med noget stort. Det bliver intenst, det bliver medrivende, og det bliver noget, man ikke vil gå glip af,” fortæller Gertsen.

  • Mål Mål

Unikke oplevelser for virksomheder og samarbejdspartnere

Hos Rungsted Seier Capital er det ikke kun spillerne, der kæmper for resultater – det handler også om at skabe værdi for netværket omkring klubben. Slutspillet giver en oplagt mulighed for at invitere medarbejdere og forretningsforbindelser til en spektakulær sportsoplevelse, hvor stemningen, spændingen og de uforudsigelige øjeblikke er garanteret.

“Vi ved, hvordan vores partnere bruger vores kampe som en platform til at styrke relationer. Når vi går ind i slutspillet, bliver det kun endnu større. Vi lover en arena fyldt med action, energi og uforglemmelige øjeblikke,” siger Gertsen.

Med slutspillet lige om hjørnet er der altså masser af grunde til at glæde sig. For Rungsted Seier Capital, for fansene og for de mange partnere, der bliver en del af rejsen mod ishockeyens ultimative triumf.


Rungsted Seier Capital styrker partnerrelationer med
uforglemmelig tur til Schweiz

  • partner rejse

Det blev en weekend uden lige, da vi hos Rungsted Seier Capital inviterede 50 af vores fantastiske partnere med på en oplevelsesrig rejse til Schweiz. På blot 31 timer skabte vi minder for livet, styrkede relationer og banede vej for fremtidigt samarbejde.

”En fuldstændig ubeskrivelig tur,” udtaler vores direktør, Robert Mørkegaard Gertsen. ”31 timers oplevelser i weekenden med Rungsted Seier Capital. Afsted til Schweiz med 50 partnere fra vores fantastiske netværk, besøg hos én af vores fire ejere, Lars Seier Christensen, ishockey og middag i EV Zug, after party hos Niklas Nikolajsen von Karlshof, en yderst kort nat og så retur.”

Rejsen gav vores partnere et unikt indblik i de personer og organisationer, der er med til at forme Rungsted Seier Capital. Vi besøgte Lars Seier Christensen og fik mulighed for at opleve den energi og dedikation, der driver klubben fremad. Med middag og ishockey i verdensklasse hos EV Zug skabte vi en perfekt ramme for gode samtaler og ny inspiration.

Aftenen fortsatte med et eksklusivt after party hos Niklas Nikolajsen von Karlshof – en oplevelse, der virkelig satte prikken over i’et.

  • partner rejse

”Alle disse oplevelser og snakke på tværs er med til at styrke det fundament, vi allerede har, bestående af vores eksisterende partnere. Samtidig giver det vores nye og kommende partnere en sikker havn at lande i, når de vælger at starte et samarbejde med os,” forklarer Robert Mørkegaard Gertsen.

Det sociale samvær og de tætte relationer, vi opbyggede under turen, viser vores unikke tilgang til partnerskaber. Vi fokuserer på netværk og langsigtede relationer, og turen til Schweiz er blot ét eksempel på, hvordan vi investerer i at styrke vores partnernetværk.

”Nu er vi klar til resten af en spændende sæson!” afslutter Robert Mørkegaard Gertsen. Med fornyet energi og et solidt fundament ser vi frem til at byde flere partnere velkommen og skabe endnu flere mindeværdige øjeblikke.

Denne rejse er et bevis på vores engagement og passion hos Rungsted Seier Capital. Det er netop denne tilgang, der sikrer, at vi fortsat er en af de mest attraktive samarbejdspartnere i sportsverdenen.


Bliv en del af
rungsted

Rungsted Seier Capital har en bred vifte af tilbud for virksomheder, der ønsker at komme med som partner til klubben på den ene eller anden måde.

Viften indeholder muligheder i mange forskellige størrelser og kan skræddersyes til det behov, der passer bedst til din virksomhed.